Certificeringsforløb
Er der fokus på bæredygtighed i din virksomhed? Dyk ned i certificeringsforløbet, hvor konkurrenceevnen styrkes inden for erhvervs- og mødeturisme gennem innovative værktøjer og ny viden.
Så er der her mulighed for at få gratis hjælp til at opnå en certificering. Det eneste det kræver er, at virksomheden er motiveret og kan afsætte ressourcer til at være med i et forløb med en stam tidsplan og lever op til statsstøttereglerne om ikke at have modtaget mere end 300.000 € i offentlig støtte inden for de seneste 3 regnskabsår.
En certificering er et konkurrenceparameter
Det er en rigtig god ide at få en certificering, fordi bæredygtighed er et betydningsfuldt internationalt konkurrenceparameter - særligt inden for erhvervs- og mødeturismen.
MeetDenmark inviterer derfor turismevirksomheder til at deltage i kompetence- og rådgivningsforløb mhp. at opnå en relevant bæredygtighedscertificering.
Forløbene består af en række individuelle certificeringsforløb, hvor turismevirksomheder kan få hjælp igennem processen med at opnå en certificering. Det inkluderer bl.a. skræddersyet rådgivning og muligheden for tilskud til et certificeringsgebyr.
Hvilke certificeringer kan man få hjælp til?
Det afhænger helt af den konkrete virksomhed. Det skal dog være en certificering, der er knyttet til bæredygtighed, miljøledelse eller lignende, der er verificeret af 3. part, og der dækker virksomhedens drift. I forløbet bliver får I en afklaring over, hvilken certificering, der passer jeres virksomhed. Måske ved I det allerede, eller I kan få inspiration i nedenstående guide.
Få et overblik over hvordan og hvilke certificeringer du kan opnå her
Hvilke krav stilles der ved deltagelse?
Det kræver først og fremmest at I er motiveret, kan arbejde systematisk med bæredygtighed og er interesseret i at opnå en certificering. Projektet er specifikt målrettet hoteller, konferencecentre, PCO’er, eventbureauer, restauranter, venues, etc. Derudover kræver det, at virksomhederne arbejder med erhvervs- og mødeturisme i Danmark.
Praktisk kræver det, at virksomheden kan sætte tid af til et rådgivningsforløb. Projektet har en stram tidsplan og virksomhederne skal være certificerede senest 30. april 2025 og inden da ligger et længere forløb med rådgivere og ansøgningsproces. Hvor meget tid det kræver af den individuelle virksomhed, varierer alt efter størrelse, nuværende niveau af bæredygtighed og hvilken certificering, I ønsker at arbejde hen imod. Desuden kræver det, at virksomheden har et dansk CVR-nummer og lever op til statsstøttereglerne om ikke at have modtaget mere end 300.000 € i offentlig støtte inden for de seneste 3 regnskabsår. (Gælder ansøgninger indsendt efter 2023)
Sådan ansøger du:
Udfyld ansøgningsformularen her.
Ansøgningsfristen er d. 10. november 2024
Svar på om virksomheden er med i forløb: d. 15. november 2024
Der er begrænset antal pladser og det er efter først til mølle-princippet blandt de virksomheder, der lever op til ovenstående anførte kriterier.
Om certificeringsindsatsen
Certificeringsindsatsen er en del af projektet Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling. Læs mere om projektet her
Projektet støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Photo:Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse