MeetDenmark logo
MDK- Konference 2023

Mødeindkøbere savner viden om bæredygtighed

Photo: MeetDenmark

Danske virksomheder lægger i stigende grad vægt på bæredygtighed, når de afholder eksterne møder, konferencer og events. Indkøberne savner imidlertid viden om bæredygtighed og et større udbud af løsninger hos hoteller og mødesteder. Det viser ny undersøgelse fra Optimeet og MeetDenmark.

MeetDenmark og Optimeet har sammen gennemført en dybdegående analyse af danske virksomheders holdning til bæredygtighed inden for møder og events. Under får du et indblik i hovedkonklusionerne fra analysen.
 

Markant skift i fokus på bæredygtighed
Hele 84% af de adspurgte mødeplanlæggere svarer, at bæredygtighed har fået øget betydning sammenlignet med for 5 år siden og at de er motiveret af at gøre egen virksomhed så bæredygtig som muligt.

68% af de adspurgte svarer, at bæredygtighed spiller en rolle i deres indkøb i dag og at de forholder sig til bæredygtighed hos leverandører som mødesteder, transportører og restauranter. Der er kun 8% som svarer, at bæredygtighed ikke spiller en rolle.

Lange størstedelen, nemlig 86% af respondenterne er over 41 år og at så mange betragter bæredygtighed som en central værdi, modbeviser en evt. antagelse om, at bæredygtighed er en værdi, der kun ses ved yngre mødeplanlæggere.

Der stilles konkrete krav til leverandørerne
16,2% af de adspurgte svarer, at de stiller konkrete krav til deres leverandører ved hver eneste booking, så indkøbet bliver en mere miljøvenlig løsning end det konventionelle produkt, de ellers ville have købt. En stor gruppe på 64% svarer, at de stiller konkrete krav en gang imellem og at det afhænger af typen af arrangementer.

Certificeringer og miljømærker spiller en rolle i beslutningsprocessen
Lige under halvdelen (49%) af de kravstillende kunder, svarer at et miljømærke eller en certificering hos leverandøren er et krav. Det bliver interessant at følge om dette tal stiger fremadrettet, i og med at virksomhederne nu er blevet ramt af det nye direktiv om bæredygtighedsrapportering (CSRD). Fra 1. januar 2024 trådte et nyt direktiv om bæredygtighedsrapportering nemlig i kraft. Direktivet skærper kravene til virksomhedens rapportering om bæredygtighed og gælder for virksomheder med over 250 ansatte. Kravene omfatter rapportering om miljø, klima, sociale forhold og virksomhedsledelse.

Ser man på de miljømærkninger, som mødeplanlæggerne forholder sig mest til, er det Svanemærket (33%), Green Key (17%) og Klimascore (13%). Når det gælder

Mad og drikke er det i høj grad Det Økologiske Spisemærke, der lægges vægt på.

Analysen viser også, at mad og drikke er det område, hvor flest stiller krav til bæredygtighed. Knap 72% af de adspurgte stiller krav på dette område. Lidt over halvdelen svarer desuden, at de sætter krav til emballage, plastik- og affaldshåndtering.

MDK

Photo:MeetDenmark

Social bæredygtighed er kommet på radaren
Social bæredygtighed har, i det seneste års tid fået stigende fokus i trendanalyser om mødemarkedet, men det er alligevel opsigtsvækkende, at 29% af de adspurgte siger, at de stiller krav i forhold til diversitet og inklusion i forbindelse med indkøbet af møder og events.

Pris versus bæredygtighed - en balanceakt
Et af de store spørgsmål i mødebranchen er, om virksomhederne er villige til at betale for bæredygtige løsninger. I analysen svarer 59% at de ofte eller meget ofte er villige til at betale og 30% at de nogle gange er villige til at betale ekstra andre gange ikke. Kun 11% af kunderne, der har fokus på bæredygtighed, siger således, at de ikke er villige til at betale ekstra for bæredygtige løsninger.

Analysen afdækker også, hvad der er de største udfordringer forbundet med at stille krav om bæredygtighed ved indkøb af møder og events - her svarer langt de fleste dog pris. Så den samlede pris spiller alligevel en vigtig rolle.

MDK

Photo:MeetDenmark

Manglende viden og udbud
39% af virksomhederne peger således på manglende viden som en udfordring i forbindelse med at stille krav om bæredygtighed, mens 34 procent peger på udbuddet af bæredygtige løsninger som en barriere.

Bæredygtighed er ikke blot en trend
Bæredygtighed er altså ikke længere blot en trend, men en integreret del af mødemarkedet og erhvervslivet som sådan. Denne analyse belyser en klar bevægelse mod øgede krav til bæredygtighed, der drives af både etiske overvejelser og nye lovkrav. Fremtiden for både mødeplanlægger og mødebranchens leverandører ligger i at balancere miljømæssige, sociale og økonomiske hensyn, mens man navigerer i et stadig mere komplekst landskab af bæredygtighedsstandarder samt forventninger og krav fra kunderne.

Om analysen
Bæredygtighedsanalysen blev gennemført i vinteren 2023. Der var 272 mødeplanlæggere fra Optimeets database, som besvarede undersøgelsen. Svarene var fordelt på hele landet, dog med omkring halvdelen af besvarelserne fra mødeplanlæggere i hovedstaden. Alderen på respondenterne er fordelt med 58% i den største gruppe af besvarelserne fra mødeplanlæggere i aldersgruppen 50 år eller derover og 28% i aldersgruppen mellem 41- 50 år.

 

Spørgsmål til analysen kan rettes til:
Jacob Nedergaard, adm. direktør, Optimeet
38 14 60 43 | jne@optimeet.dk

 

MDK- Optimeet

Photo:Optimeet

MeetDenmark Logo

Photo:MeetDenmark