The snake

Værdifuldt indhold skaber resultater

Photo: Martin Heiberg

Værdifuldt og relevant indhold er stadig meget vigtig, men hvad der i endnu højere grad er relevant, er konteksten, som indholdet bliver bragt i.

Efter at Bill Gates i 1996 erklærede, at ’content is king’ er udtrykket sidenhen blevet et mantra for hele kommunikations- og markedsføringsbranchen. Underforstået: Godt, værdifuldt indhold er med til at skabe resultater og brand-awareness for din virksomhed.

Værdifuldt og relevant indhold er stadig meget vigtig, men hvad der i endnu højere grad er relevant, er konteksten, som indholdet bliver bragt i. Derfor er det i dag mere retvisende at fastslå, at ’context is king’ – at konteksten er kongen.

Der er mange ydre faktorer, som har indflydelse på, i hvilket omfang indhold anses som værdifuldt af modtagerne. Det er sjældent, at indhold opfattes som værende værdifuldt af alle og enhver. Særligt kontekst har stor betydning for, hvorvidt indhold bliver opfattet som brugbart og værdiskabende af størstedelen af modtagerne.

I forbindelse med åbningen af den længe ventede Inderhavnsbro d. 7. juli, 2017 lavede VisitCopenhagen samme dag en hyperlapse fra cykelturen fra Nyhavn til Copenhagen Street Food. Videoen blev lavet på en enkelt cykeltur, og der blev ikke brugt penge på produktionen – alligevel blev videoen set  mere end 20.000 gange.

Omvendt blev der brugt langt flere ressourcer og tid på en anden video fra en anden cykelbro, nemlig Cykelslangen. Videoen er i langt højere kvalitet, men er kun blevet vist knap 8.000 gange – modsat videoen fra Inderhavnsbroen.

I eksemplet fra Inderhavnsbroen var det den længe ventede åbning og hypen af broen, der var grunden til, at videoen blev vist og delt så mange gange.

Tre træk der typisk kendetegner værdifuldt indhold:

  1. Indhold, der indeholder nyttig viden, bringer stort set altid værdi for en gruppe.
  2. Underholdende indhold stimulerer modtagerne på en behagelig måde, og det giver derfor mening at omtale indhold af denne type som værdiskabende. Udfordringen er dog, at der ikke er nogen fast definition på, hvad underholdning er. Hvad der begejstrer og fastholder mig, fastholder ikke nødvendigvis dig.
  3. Hvis indhold er passioneret, har det ofte en række følgevirkninger, der øger chancen for, at indholdet opfattes som værdifuldt. Passioneret indhold er nemlig ofte levende skrevet, og man fornemmer tydeligt, at afsenderen har noget på hjerte. Afsenderens passion vil i mange tilfælde smitte af på modtageren, uanset om passionen er for musik, kendisser,  senge eller noget fjerde.