Derfor skal Havfruen til Shanghai

Af Peter Rømer Hansen, udviklingsdirektør, Wonderful Copenhagen

Som danskere - og i særdeleshed Københavnere - har vi grund til at være stolte over, at det netop er Den lille Havfrue, som kommer i centrum for dansk verdensarkitektur på EXPO i Shanghai i 2010. Verdensudstillingen er vor tids måske største kulturelle vindue med bidrag fra over 200 nationer og med forventet 70 millioner besøgende.

Smuk fortælling
Og hvis man koger hele ideen om det generøse velfærdssamfund og vores kulturelle identitet ned til én enkelt lille suppeterning, er Havfruen den indlysende repræsentant for Danmark. Med Havfruen sender vi en hilsen fra H. C. Andersen, som kineserne både læser og elsker. Vi sender et nationalt ikon, som hverken er monumentalt eller imposant, men derimod en smuk fortælling om (ud)længsel og kærlighed. Vi sender en figur, som selv i dag er omdrejningspunkt for vores debat - og til tider kamp - om, hvem vi er midt i en global brydningstid.

Medie for samtidskunst
Havfruen er således alt andet end altmodisch. Hun er et medie for vores samtidskunst. Som sådan er hun både blevet halshugget, overhældt med maling, iklædt burka og sågar sprunget i luften.

Vi skal turde dele
Hun er det stille, poetiske epicenter for Danmarks indre dialog. Hendes plads i Shanghai kan derfor hverken erstattes af et stykke wienerbrød, en legoklods eller en kopi lavet af papmaché. Vi er et velfærdssamfund rigt på kultur og international ambition. Og derfor skal vi turde dele det vi elsker allermest. Dansk kultureksport bliver nemlig ikke større end dette.

Ender med gevinst
Modstandere af rejsen hævder, at København vil miste turismeindtægter. I Wonderful Copenhagen laver vi i tusindvis af interview med turister. Vi har aldrig mødt en turist, som er rejst til København alene for at se Havfruen. Godt nok er hun en attraktion, men hun er ikke reason to go. Alene af den grund vil vi næppe miste turismeindtægter i hendes fravær. Mere sandsynligt er det, at vi på sigt vil vinde turismeindtægter på grund af den store eksponering, hun får i verdens største vækstmarked.

Vi glæder os til at se den kinesiske kunstner Ai Weiweis kunst på Langelinje, og vi er overbevist om, at ikke alene havfruen, men også de besøgende på Langelinie vil få en stor oplevelse i 2010.

Se faktaark om Ai Weiwei



 Print siden