World Outgames profilerer København
Af Lars Bernhard Jørgensen, Administrerende direktør, Wonderful Copenhagen
"Homoseksuelle kan dyrke andet end sex. De kan også dyrke sport" sådan indleder Kathrine Lilleøre sit indlæg (onsdag 22. oktober i Berlingske Tidende) og går derefter videre i teksten med følgende konstatering: "Hvis man ikke mener i kommunen, at homoseksualitet er et handicap, så må det være noget andet, som man mener, at de homoseksuelle har svært ved, at de må have deres egne sportskonkurrencer."
Wonderful Copenhagen støtter World Outgames. Og det handler ikke om, at de homoseksuelle skulle lide af et handicap, som er præmissen for Lilleøres argumentation, hvor hun også slår til lyd for at "World Outgames faktisk er en variant over homofobi til alle tider".
Den kommentar rammer helt forbi. Tværtimod er World Outgames en begavet begivenhed, som spiller på mange tangenter. World Outgames er ikke bare en række sportskampe. Det er også menneskerettighedskonferencer og et internationale kulturprogram, som kan inspirere og agere løftestang for vores eget kulturliv. Det bliver f.eks. fantastisk at opleve, hvordan storbyer som Rio, Melbourne og Mexico City indtager torve og pladser i forskellige københavnske bydele og viser os eksempler på kunst og kultur.
World Outgames rummer en lang række af de perspektiver og holdninger, som vi i Wonderful Copenhagen ved, kan skabe international interesse om en storby. Det er først og fremmest en stor spektakulær begivenhed med mange forskellige aktører, som står for social innovation og kulturel mangfoldighed. Derfor kan festivalen være med til at vise både os selv og vores omverden, at Danmark rummer kulturel nysgerrighed og en tradition for tolerance og frisind. Det er et renomé, som vi i Wonderful Copenhagen meget gerne vil støtte , så København vedbliver med at være et omdrejningspunkt for globalt udsyn og social ansvarlighed . Værdier som World Outgames symboliserer.
Den unikhed er også afgørende for vores mulighed for at tiltrække turister til Danmark. Det er den mange rejser hertil for at opleve. Og turister er vigtige. De er mere end så mange andre med til at bære Danmarks omdømme ud i verden. Og så er turisme, faktiske noget af det, der skaber mange jobs, som helt almindelige mennesker lever af, så de kan betale den skat, der driver vores offentlige velfærd.
| Emne | Skrevet af | Sidste post | Besvarelser |
|---|
|
Print siden