Vejen til vækst i hovedstaden

Af Lars Bernhard Jørgensen, Administrerende direktør, Wonderful Copenhagen

Den økonomiske tilbagegang og udsigten til en markant afmatning i den internationale turisme har i de seneste uger resulteret i en interessant offentlig debat om turistbranchens kommende udfordringer. Den fælles strategi for dansk turisme kaldet "Vores Rejse", som VisitDenmark for nylig lancerede, er et godt udspil, der udstikker nogle ambitiøse retningslinjer frem til 2015 - også når det gælder storbyturisme og muligheden for at promovere København internationalt. Også den seneste OECD-rapport om hovedstadens konkurrenceevne har været med til at belyse, hvor vækstpotentialet ligger. I Wonderful Copenhagen er vi på rette spor - men det er vigtig, at vi fortsat kan udvikle nye projekter og initiativer, der kan bidrage positivt til at realisere hovedstandens vækstpotentiale. 

Kapacitetsudvidelsen giver muligheder
I den offentlige debat har flere af vores partnere understreget behovet for en massiv markedsførings- og salgsindsats. Denne prioritering er vigtig. I disse år foretages store investeringer i nye konferencecentre, og i hovedstaden udvides hotelkapaciteten markant. Samtidig ser vi en betydelig vækst i udbuddet af koncertsteder og idrætsfaciliteter. Tænk blot på Det kongelige Teaters nye scener og DRs ny koncerthus - også en multiarena er på tegnebrættet. Samlet taler vi om investeringer i størrelsesordnen 10 - 15 mia. kr., som vil være en meget vigtig brik i fremtidssikringen af Københavns position som international event- og kongresby. Den nye kapacitet rummer potentialet for et vækstspring for hovedstadens turisme på omkring 4 mia. kr. årligt.

Nyt fælles brand
Et andet vigtigt konkurrenceparameter er de store begivenheder og oplevelser. Over 100.000 mennesker forventes at komme til hovedstanden, når Klimatopmødet (COP15), IOC kongressen, World Outgames og de andre store begivenheder finder sted. De store events giver os en unik mulighed for at markedsføre København for et internationalt publikum. Der venter os en kæmpe udfordring - men vi står godt rustet. Med de mange events og den massive mediedækning, er behovet for et stærkt brand for hovedstaden helt essentielt. Derfor er det en stor tilfredsstillelse, at vi i starten af marts kan præsentere vores nye fælles brand - en stærk vision for hovedstanden, der har opbakning fra en lang række offentlige og private parter.

Det er med sådanne projekter, der rummer både visioner og en kommerciel bundline, fremtiden skal bygges.


 Print siden