Turismens krisekur

Af Lars Bernhard Jørgensen, Administrerende direktør, Wonderful Copenhagen

Overalt i den vestlige verden lægger bundfrosne boligmarkeder og daglige massefyringer en effektiv dæmper på både privatforbrug og rejselyst. Den manglende rejselyst mærkes i alle dele af turisterhvervet og i servicebranchen. Flyselskaber, hoteller, restauranter og taxabranchen melder alle om markant lavere aktivitet. Men vi er nu alligevel nogle, som mener, at enhver krise også rummer muligheder.

Derfor sætter Wonderful Copenhagen torsdag den 30. april med årskonferencen Krisekur 2009 fokus på vejen gennem krisen og giver en række konstruktive bud på, hvordan vi i fællesskab kan fastholde fokus på de langsigtede vækstmuligheder for Københavns turisme- og serviceerhverv.

Formålet med konferencen er at sætte "offensiv krisestrategi" på turisterhvervets dagsorden, så vi kan bibeholde det langsigtede udviklingsmål om at positionere København som en fremtrædende international by i Europa.

Bag ved den aktuelle krise, som rammer storbyturisme over en bred kam, ligger nemlig et alvorligt strukturelt problem - at København gennem de senere år har mistet internationale markedsandele i et foruroligende tempo og dermed tabt alvorligt terræn i internationaliseringskapløbet.

Det er med andre ord helt afgørende, at vi formår at finde en effektiv krisekur, der både gør i stand til at manøvrere igennem den nuværende krise og samtidig giver mulighed for at se frem - så vi allerede nu kan tage hul på de initiativer, der skal bringe København i en stærkere position, når de mørke skyer letter.

Konferencen Krisekur 2009 er vores forsøg på at tackle krisen. Vi håber på et stort fremmøde.


FAKTA: Krisekur 2009 foregår den 30. april fra 12-17 på Bojesen på Axelborg. Konferencen afholdes i samarbejde med Dansk Erhverv og Hotelværterforeningen øst for storebælt. Se programmet her.

 



 Print siden