Partnere roser Cruise Baltic netværk i ny undersøgelse

Partnerne i Cruise Baltic er særdeles tilfredse med alle aspekter af krydstogtnetværket, viser konklusionen af en ny partnerundersøgelse.

Cruise Baltic - et netværk af 26 krydstogtdestinationer i Østersøregionen - har haft stor succes siden stiftelsen i 2004. For at sikre at partnernes forventninger imødekommes i netværket, har analysebureauet Incentive Partners foretaget en partnerundersøgelse.

Undersøgelsen fokuserer på seks forskellige emner: Møder, marketing, sekretariatet, direktøren, presse og vidensdeling. Og resultatet er godt - alle emner bedømmes enten "tilfredsstillende" eller "meget tilfredsstillende". Især mulighederne for at være aktivt involveret i Cruise Baltic, direktionen og marketing af netværket får gode resultater, viser undersøgelsen.

- Cruise Baltic netværket scorer højt på alle aspekter af partnertilfredshed. Der er ingen tvivl om, at partnerne synes, at deres deltagelse i netværket er givende på alle fronter, siger Mette Bøgelund, partner hos Incentive Partners.

Netværket øger kendskabet til hver enkelt destination
Partnerne er meget tilfredse med den synlighed som Cruise Baltic netværket - og dermed deres destination - har i krydstogtindustrien. De kommenterer i undersøgelsen, at især marketingprodukterne er meget professionelle og af en standard, som sjældent ses i branchen.
Kvaliteten af materialerne scorer 4,67 ud af 5 mulige point i undersøgelsen, og netværkets synlighed i krydstogtindustrien rangerer også højt. Desuden anerkendes Cruise Baltics direktør, Bo Larsen, som en professionel repræsentant og en god drivkraft for netværket.

Partnere kan lide at blive hørt
Partnerne i Cruise Baltic føler, at de hver især kan bidrage og være involveret i netværket. Vibeke Jørgensen, afdelingsleder hos VisitAarhus og partner i Cruise Baltic siger:

- Resultaterne er meget gode og viser, at alle vores behov bliver tilgodeset. Cruise Baltic har øget synligheden af Østersøregionen som en krydstogtdestination - en region, som er rig på kultur, historie og mangfoldighed.

Se grafen og det samlede resultat fra partnerundersøgelsen her

Læs mere om Cruise Baltic på www.cruisebaltic.com

Kontaktinformation
Cruise Baltic
Projektleder Isabel Hokken, tlf.: +45 33557418 eller iho@woco.dk



 Print siden