Verdensbanken: Copenhagen Capacity er verdens bedste
Verdensbanken har netop kåret Copenhagen Capacity som verdens bedste regionale investeringsfremmeorganisation
Det fremgår af rapporten "Global Investment Promotion Benchmarking 2009", hvor Verdensbanken har sammenlignet markedsføring og services hos i alt 181 nationale og 32 regionale investeringsfremmeorganisationer.
Blandt de metropoler, København konkurrerer mest med, har London den næst højst placerede regionale investeringsfremmeorganisation på listen. "Think London" har en placering som nummer 10.
Verdensbanken kårer også verdens totalt set bedste investeringsfremmeorganisation, uanset om der er tale om en regional eller national organisation. Her indtager Østrigs nationale bureau førstepladsen tæt forfulgt af Copenhagen Capacity på en andenplads og Invest in Sweden på en tredjeplads.
- Vi er utroligt stolte over dette skulderklap fra Verdensbanken. Det bekræfter os i, at vi ikke alene har en stærk erhvervsregion at gå ud og markedsføre i udlandet, men at vi også formår at gøre det på en hensigtsmæssig måde", siger Steen Donner, administrerende direktør i Copenhagen Capacity.
Rapporten ser på flere forskellige faktorer hos investeringsfremmeorganisationerne, bl.a. websites og kvaliteten af organisationernes svar på konkrete henvendelser, herunder levering af skræddersyede markedsinformationer og -analyser.
Test af ydelser
- Jeg kan huske, at vi i 2008 fik henvendelser omkring to potentielle etableringer, hhv. fra en læskedrikfirma og et softwareudviklingscenter, som vore konsulenter arbejdede med at levere analyser og rådgivning omkring. Projekterne blev dog aldrig til konkrete etableringer, hvilket senere har vist sig at have en naturlig forklaring. Det var simpelthen tests af vore ydelser - udført på vegne af Verdensbanken", slutter Steen Donner.
Print siden