Øresundsbroens fødselsdag fejres

Den faste forbindelse mellem Danmark og Sverige fylder 10 år den 1. juli 2010, og det markeres på en lang række fronter. Ikke mindst på begivenhedsområdet.

Regionens begivenheder bindes sammen
I år vil man derfor opleve de Wonderful Copenhagen udviklede begivenheder som madfestivalen Copenhagen Cooking, den elektroniske musikfestival Strøm, galleriweekenden Kopenhagen Contemporary og Architecture and Design Days med en Øresundsvinkel.

Helt konkret samarbejder de forskellige festivaler med de kreative miljøer på den anden side af sundet. Således vil Strøm inkludere den svenske og skånske elektronikascene, Copenhagen Cooking byder på krebsegildebåd til Malmø, Kopenhagen Contemporary samarbejder med bl.a. Malmø Konsthall og Architecture and Design Days fokuserer på arkitektur og i særlig grad bæredygtighed i hele Øresundsregionen.

Brorace og Broløb
Og arrangementerne står både i kulturens og sportens tegn. Malmø og København mødes således til en sejlsportslandskamp ”Broracet” den 5. og 6. juni og det byder, ud over muligheden for at følge sejladsen på tæt hold i egen båd, også på underholdning, sejlads for børn og unge, VIP-festligheder, musik m.m.

Og den 12. juni gentages det succesfulde broløb, som i år 2000 samlede 80.000 løbere og dermed stadig har rekorden som det største motionsløb i verden. Dagen byder på masser af aktiviteter på begge sider af sundet. Løbet markeres med åbningen af familieområdet der bl.a. har legeland og musik på programmet, samt tale af blandt andre Københavns overborgmester Frank Jensen.

En lang række samarbejdspartnere står bag markeringen af regionens 10-års jubilæum, bl.a. Öresundskomiteen, Øresundsbron, Wonderful Copenhagen, Københavns Kommune, Region Hovedstaden, Region Skåne, Malmö stad, Helsingborg, Øresund University, Copenhagen Capacity, VisitDenmark, VisitSweden m.fl.

Læs mere: www.oresund10.com



 Print siden