Lokal begivenhed søger international succes
Når Frederikssund Vikingespil næste år lader tæppet gå for byens kendte friluftsspil, er der grund til at gøre noget særligt ud af det. Begivenheden kan nemlig fejre 60 års jubilæum. I år forventer Vikingespillet mellem 12.000 og 15.000 publikummer til forestillingen, der havde premiere Sankt Hans aften. Lokalt nyder spillet stor anerkendelse. Frederikssund Erhverv og Vikingespillet har længe ønsket at markedsføre begivenheden nationalt og internationalt. Jubilæet er en oplagt anledning. Men hvordan går man strategisk til værks, når man gerne vil ’løfte’ en begivenhed
- Vikingespillet har behov for professionel sparring, men har ikke haft økonomien til hverken konsulent- eller PR-bistand. Derfor var det virkelig noget, vi kunne bruge, da jeg læste om VIBE på Wonderful Copenhagens hjemmeside, fortæller Laila Sørensen, Frederikssund Erhverv.
Vikinger har international appel
- Når turisterne kommer til Danmark, vil de gerne se Den Lille Havfrue, de vil i Tivoli og forventer på en eller anden måde at opleve noget med vikinger. Andre er bedre til at formidle de historisk korrekte data, men hos os kan turisterne opleve en levendegørelse af det mytiske univers som spillet formidler. Det, vi mangler, er et strategisk løft, og der kommer VIBE ind i billedet, siger Laila Sørensen.
- Vikingespillet har ikke kun lokal, men også regional attraktionskraft, og i det hele taget stor international appel. Men skal man skabe en international succes, er man nødt til at gøre det til en national succes først. Og der fungerer vi som fødselshjælpere, siger VIBEs sekretariatschef Ulrich Ammundsen, der lægger vægt på, at VIBE ikke er projektleder, men yder hjælp til selvhjælp.
Frederikssund Erhverv, Vikingespillet og VIBE er gået i gang med en ny strategi om at udvikle begivenheden baseret på den gamle Vikingespil-tradition. Derfor er der allerede nu igangsat en spørgeskemaundersøgelse ved dette års Vikingespil for at kortlægge mulighederne. Derudfra udarbejder parterne i samarbejde en rapport, som så kommer til at danne grundlag for det videre forløb.
- Vi håber, at samarbejdet med VIBE på sigt kan skabe større national og international bevågenhed både på Vikingespillet og på Frederikssund og fremover kan være med til at markedsføre os som et fyrtårn i forhold til hovedstadsregionens turisme, siger Laila Sørensen.
Læs mere om Vikingespillet: www.vikingespil.dk
Læs mere om Frederikssund Erhverv: www.frederikssunderhverv.dk
Læs mere om VIBE: www.vibeonline.dk
Print siden