København i spidsen for internationalt turismeprojekt
I alt 14 byer fra de otte lande i Norden og Baltikum deltager i projektet "Experience Design in City Tourism". Målet er at skabe ny viden om, hvordan turisterne både forbruger turismeoplevelser og producerer egne oplevelser. Projektet, som er finansieret med knap 2 mio. kroner af Nordisk Innovations Center i Oslo, er udviklet og ledet af Wonderful Copenhagen.
I august 2007 deltager i alt 5.000 turister i en stor undersøgelse, der skal skabe ny viden om, hvordan turisterne både forbruger og producerer oplevelser under deres ferier. Under overskriften "oplevelsesdesign" vil de 14 byers turismeorganisationer forsøge at finde frem til, hvilke typer oplevelser, turisterne er på udkig efter, og hvordan de ønsker at opleve byerne. Formålet med undersøgelsen er at inspirere til nytænkning inden for turismeerhvervet - med udgangspunkt i turisternes behov, ønsker og motivation.
- I forhold til de mere traditionelle turismeanalyser vil denne undersøgelse kortlægge turisternes motivation, ønsker, behov og egne tilgange til det at være turist på en ny måde. Ved at tage udgangspunkt i turistens oplevelser er målet at inspirere til brugerdreven innovation i turismeerhvervet over hele Norden og i Baltikum, siger projektleder Ole Kjær Mansfeldt, Wonderful Copenhagen.
Turister vil selv
Overskriften "oplevelsesdesign" antyder, at det stadig kan lade sig gøre at designe og udvikle turistoplevelser fra turisterhvervets side - men at turisterne i dag i endnu højere grad end tidligere selv vil være med til at designe deres egne oplevelser. Denne viden vil undersøgelsen skabe til gavn og inspiration for alle turismens aktører, lige fra sightseeing-busser over forlystelsesparker til turismeorganisationerne selv.
- Vi glæder os meget til at se resultaterne af denne store fælles undersøgelse. En ting er, at vi med dette projekt får en ny måde at forstå vores turister på og med det kan målrette vores markedsføring og kommunikation samt forbedre turisternes oplevelser. En anden og lige så vigtig ting er, at vi kan sammenligne resultaterne med vores partnere i 13 andre nordiske og baltiske byer, siger projektleder Ole Kjær Mansfeldt, Wonderful Copenhagen.
Projektet "Experience Design in City Tourism" er udviklet og ledet af Wonderful Copenhagen med deltagelse af turismeorganisationerne i Århus, Malmø, Uppsala, Stockholm, Bergen, Oslo, Turku, Tampere, Helsingfors, Reykjavik, Tallinn, Riga og Vilnius. Projektet er finansieret af Nordisk Innovations Center under Nordisk Ministerråd. Det danske analysefirma Catinét A/S indsamler i samarbejde med partnere de 5.000 interviews i de 14 byer.
Yderligere oplysninger:
Wonderful Copenhagen
Projektleder Ole K. Mansfeldt
Tlf.: 3355 7407
Print siden