Hvad kineserne ved

Mens sagen om de restriktive visumregler går sin stille gang, arbejder Wonderful Copenhagen og Den Danske Ambassade i Bejing videre på at gøre Danmark og København kendt i Kina. Den lille Havfrues rejse til Beijing er et godt eksempel på et vellykket projekt, når det gælder omtale af Danmark og København i den kinesiske presse.

Da den københavnske borgerrepræsentation besluttede sig for at låne Den lille Havfrue ud til verdensudstillingen Expo2010, gik Wonderful Copenhagens kommunikationsafdeling i aktion, for at sprede nyheden internationalt. En pressemeddelelse røg ud på 10 forskellige sprog (engelsk, tysk, spansk, fransk, portugisisk, hindi, japansk, kinesisk, koreansk, arabisk) til et lang række forskellige nyhedsbureauer og -medier, og det efterfølgende analysearbejde har vist god eksponering.

- Vi kan konstatere, at historien om Den lille Havfrues rejse er gået verden rundt og er blevet bragt i alverdens online-medier. Vi har registreret 184 onlineartikler i 23 forskellige lande i en periode på fem dage i marts. Det er et godt eksempel, der illustrerer, hvordan konkrete begivenheder kan være det springbræt, der skaber synlighed og kendskab til København. Det går smukt i spænd med vores strategi for at trække internationale begivenheder til byen og samtidig signalere åbenhed overfor omverden, fortæller Anéh Cristiana Hajdu, som er kommunikationschef i Wonderful Copenhagen.

Expo2010
Også den danske ambassade i Beiing anser Havfruens rejse til Kina og Expo2010 for at være en vigtig anledning til at brande det danske:

- Den Lille Havfrues rejse har fået meget fin omtale i kinesisk presse. Sammen med vores konkurrence om at vinde en rejse til København, er den nok det emne, som flest kinesere er blevet præsenteret for i år. Dels har kinesiske medier selv opdaget og forfulgt historien, og endda yderst positivt. Og dels har Det danske generalkonsulat i Shanghai, hvor Den Lille Havfrue skal opholde sig under Expo2010 og ambassaden i Beijing bidraget med nyhedshistorier. I mine øjne er Den Lille Havfrues rejse et vellykket eksempel på, at man skal tænke nyt, når man vil trænge igennem i så enormt land som Kina ved en lejlighed som Expo2010, hvor alle verdens lande kæmper om opmærksomheden. Så der er ingen tvivl om, at Danmark og København vil få mere opmærksomhed i Kina end ellers, fortæller ambassadør Jeppe Tranholm-Mikkelsen.

Den omtalte konkurrence, hvor to kinesere kunne vinde en rejse til København ved at svare på hvem, der har skrevet Den lille Havfrue, gav ifølge ambassadens vurderinger flere positiv effekter:

- Konkurrencen fik megen omtale i landsdækkende aviser og ikke mindst på hjemmesideportaler med mange millioner daglige læsere. Derudover har konkurrencen skabt kraftigt øget trafik på ambassadens hjemmeside, der jo indeholder mange informationer om Danmark. Og endelig brugte vi også konkurrencen til at lancere en dokumenttjekliste, som gør visumansøgningen lettere for kinesere, siger Jeppe Tranholm-Mikkelsen.

H. C. Andersen stadig kendis
Det strategiske pressearbejde ændrer dog ikke på, at Danmark for de fleste kinesere stadig er koblet sammen med H.C. Andersen. Det hænger sammen med, at de fleste skolebørn stadig introduceres til hans eventyr i skolen, og har gjort det igennem generationer. Men der er dog også fornyelser på vej:

- Vi kan konstatere, at Danmark stadig oftere bliver omtalt som et miljøvenligt land, og at danske virksomheder i dag er i den absolutte verdenselite, hvad angår miljøvenlig teknologi og vedvarende energi. Danmarks og Københavns værtskab for COP15 bliver naturligvis også ofte nævnt, slutter ambassadøren.

Wonderful Copenhagen tager imod kinesiske journalister
I Wonderful Copenhagen bliver der løbende taget imod kinesiske journalister på presseture i København. I maj var en kinesisk pressegruppe med journalister fra China Daily (200.000/daglig), Beijing Youth Daily (600.000/daglig), China Economic National Radio og Business Leaders (125.000/måned) således i byen for at se på miljøvenlige tiltag. De kinesiske journalister deltog i en miljøkongres i Bella Center og oplevede bl.a. også Skuespillerhuset, Canal Tours, flere hoteller, elbiler og cykeltaxaer. Også teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam mødte gruppen til et informationsmøde om Københavns miljøstrategi på Københavns Rådhus.



 Print siden