Den lille Havfrue er en succes i Shanghai
Når hun sidder på Langelinie, er hun meget populær blandt turisterne. I alt vurderes det, at op imod en million mennesker ser hende om året, hvilket må siges at være et pænt tal.
På forsiden af aviserne
Men succesen på Langelinie er intet i forhold til, hvad hun oplever af interesse i den danske pavillon på EXPO udstillingen i Shanghai, Kina.
Lene Winther, chef for presse og kommunikation i den danske pavillon, fortæller, at interessen for H.C. Andersens populære eventyrfigur ingen ende vil tage.
- Kineserne er utroligt glade for H.C. Andersen, så hun har virkelig fået god omtale. Hun har skabt overskrifter i næsten alle kinesiske aviser. Det tror jeg aldrig noget dansk har gjort før, siger Lene Winther.
Den danske pavillon, og dermed Den lille Havfrue, nærmer sig to millioner besøgende efter to måneder, hvilket tegner rigtig godt. Før EXPO havde man i den danske pavillon en målsætning om at nå tre millioner besøgende på de seks måneder, udstillingen er åben.
En kopi havde ikke virket
Lene Winther beretter også om en stor kinesisk begejstring for, at det ikke blot er en kopi men originalen, der sidder midt i den danske pavillon.
- Det betyder meget for kineserne, at det er originalen, der er her. Det, at vi sender noget vi har kært så langt væk, har stor betydning. Den effekt havde en kopi helt sikkert ikke givet.
Den lille Havfrue er på EXPO indtil d. 31. oktober, hvor udstillingen lukker.
Print siden