Danmarks grønne profil er skærpet
Klimatopmødet i København blev ikke udråbt til nogen politisk succes, men medieomtalen var massiv og positiv i internationale medier. Især er København og Danmarks grønne profil blevet stærkt brandet. Det viser en analyse af internationale webmediers dækning af klimatopmødet i København, som Wonderful Copenhagen har foretaget.
I løbet af den fire ugers periode før og under Cop15 fik danske virksomheder og organisationer sat Danmarks og Københavns bæredygtige profil på mediernes dagsorden. I løbet af fire måneder blev der registreret 144.000 webartikler. Hjulpet godt på vej af, at København blev udråbt til Europas mest bæredygtige storby.
Grøn profil skal udnyttes
Den medieomtale skal udnyttes i årene der kommer, siger Lars Bernhard Jørgensen, administrerende direktør, Wonderful Copenhagen.
"Det er fantastisk, at omtalen har skærpet København og Danmarks grønne profil. Nu handler det om at udnytte det momentum som København har skabt som bæredygtig by. I Wonderful Copenhagen vil vi udnytte medieomtalen ved at skabe større fokus på grøn vækst. Vi satser på at tiltrække miljøorienterede kongresser til København," siger Lars Bernhard Jørgensen.
Øget grøn interesse
En af de organisationer som under og efter Cop15 mærker en øget interesse for dansk bæredygtighed og danske klima- og energivenlige løsninger er organisationen Klimakonsortiet.
"Der er meget stor interesse for vores EnergyTours fra udlandet. Senest har der været besøg af den kinesiske handelsminister, som har været i Danmark for se på nogle af de mange succeser, Danmark har at byde på. Danmark og København har haft stor glæde af at have en lang række erhvervsdelegationer og internationale journalister i landet, som har fået inspiration og har markedsført danske klima- og energivenlige løsninger internationalt. De kommende måneder vil gå med at planlægge endnu flere besøg til Danmark, da interessen fra udlandet stadig er overvældende," siger Kristian Wederkinck Olesen, presseansvarlig i Klimakonsortiet.
Optimal omtale
VELUX Gruppen er en af de danske virksomheder der kan mærke den positive effekt af mediedækningen efter klimatopmødet. Virksomheden er en af verdens førende producenter af ovenlysvinduer og bæredygtige lysløsninger til private og virksomheder, og VELUX leverede løsninger til Danmarks første offentlige CO2 neutrale bygning Københavns Universitets Green Lighthouse.
"Vi fik langt større medieværdi ud af Cop15 end forventet. Medieeksponeringen har været optimal for VELUX Gruppen, og særligt vores engagement i Green Lighthouse har siden givet anledning til en række meget prominente besøg af den russiske ministerpræsident Medvedev og en kinesisk regeringsrepræsentant," siger Lone Ellersgaard, kommunikationschef i VELUX Gruppen, som eksempel på et direkte afledt resultat på en positiv effekt af Cop15.
I Velux Gruppen er det dog for tidligt at aflæse klimatopmødet direkte i koncernens ordrebøger.
"Det grønne link, der er skabt til København og Danmark skal nok give resultater. Topmødet gav anledning til at vise, at byggeri kan være bæredygtigt, og de muligheder der ligger i det signal trækker meget stor interesse. Det skal have lov til at brede sig som ringe i vandet," lyder vurderingen fra Lone Ellersgaard.
Yderligere oplysninger fås ved kontakt til:
Lasse Borgwardt Schmidt, kommunikationskonsulent, Wonderful Copenhagen, telefon 3325 7454, mobil 2578 7985.
Medieanalysen COP15 i de internationale medier er udarbejdet af Wonderful Copenhagen i samarbejde med Udenrigsministeriet.
I perioden fra 1. oktober 2009 til 1. januar 2010 blev der registreret 144.733 artikler om COP15.
I uge 49 - 50 blev COP15 og København/Danmark omtalt i online medier i 156 lande.
Flere end 8.000 onlinemedier har skrevet om COP15 i løbet af uge 49-51. De repræsenterer tilsammen en læserskarer på godt 3 mia. potentielle læsere.
Hovedtemaerne i artiklerne var:
Danmarks rolle som vært
Dansk politis håndtering af de mange demonstrationer
Danmarks og Københavns grønne profil, herunder historier om København og Danmark som forbillede.
Print siden